OPDATERES LØBENDE – Informationer om coronavirus og socialområdet med spørgsmål/svarVideoer med spørgsmål og svar

Sundhedsmyndighedernes nye anbefaling om at holde en afstand på to meter gælder også på socialområdet. Som hidtil vil anbefalingen om afstand ikke omfatte f.eks. konkrete plejesituationer, hvor en borger kan have brug for hjælp til personlig hygiejne, komme i tøjet m.v., og hvor det ikke er muligt at holde den anbefalede afstand.

I situationer hvor det kan være svært at holde den anbefalede afstand kan det være hensigtsmæssigt at anvende værnemidler, herunder mundbind. Du kan læse mere i Sundhedsstyrelsens retningslinjer for brug af værnemidler, når der ikke er påvist eller mistanke om COVID-19: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/haandtering-af-covid-19-retningslinjer-for-brug-af-vaernemidler.

Du kan læse mere om ny coronavirus, COVID-19 og risikogrupperne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside her: https://www.sst.dk/da/corona/FAQ.

Opdateret den 6/1 2021

Nej. Mennesker med handicap eller særlige sociale problemer skal fortsat have den mest nødvendige hjælp, og hjemløse skal ikke sættes på gaden. Regeringen har besluttet, at ansatte, der varetager kritiske funktioner, fortsætter deres arbejde. Det gælder også det sociale område og dem, der arbejder på de institutioner og tilbud, som tager sig af samfundets udsatte. Disse vil i udgangspunktet fungere som tidligere. 

Opdateret den 6/1 2021

Der er tale om en anbefaling, der gælder for alle i samfundet, herunder også borgere der bor på botilbud i det omfang, det er muligt. Eksempelvis vil en plejesituation, hvor en beboer har brug for hjælp til fx påklædning, ikke være omfattet. Det samme gælder fx en daglig aftensmad, der serveres til alle beboere. I det tilfælde vil tilbuddet dog, hvis det er muligt, kunne opdele beboerne i mindre grupper.

Opdateret den 6/1 2021

Hvis et tilbud har eller har haft lukket midlertidigt på grund af håndtering af smittefare ved COVID-19 eller af andre årsager, er kommunerne ikke forpligtede til at fortsætte med at betale til tilbuddet. Hvis en kommune imidlertid ønsker at blive ved med at betale, fordi kommunen vil sikre tilbuddets overlevelse på sigt, giver de gældende regler mulighed for det. Det vil dog være en lokal beslutning, som kommunen træffer på baggrund af de konkrete forhold.

De tilbud efter serviceloven, som kommer i økonomiske problemer på grund af COVID-19, har derudover mulighed for at søge kompensation fra Erhvervsministeriets kompensationsordning for løn og faste udgifter.

Ja, det kan tilbuddene under visse betingelser.

På socialområdet kan kommunen enten

• yde et tilskud til det sociale tilbud efter § 14, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1017 af 19. august 2017 om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner (finansieringsbekendtgørelsen),
• betale en forhøjet takst til det sociale tilbud, eller
• indgå forhandling med det sociale tilbud om ændret betaling.

Her beskrives de tre muligheder nærmere:

Tilskud

Hvis et socialt tilbud oplever merudgifter til håndtering af COVID-19 er der hjemmel til, at en eller flere kommunalbestyrelser kan yde tilskud eller anden form for driftstilskud til det kommunale, regionale eller private tilbud efter serviceloven for at dække tilbuddets merudgifter til håndtering af COVID-19, hvis det sker med henblik på at opretholde et tilbud.

Med denne løsning vil enten den visiterende kommune eller den stedlige kommune for de sociale tilbud kunne kompensere sociale tilbud for merudgifter til COVID-19. For at sikre, at der ikke sker dobbeltkompensation, bør kommunerne bede de sociale tilbud om dokumentation for, at tilbuddet ikke allerede er blevet kompenseret af en anden kommune.

Forhøjet takst

Hvis et tilbud efter serviceloven har ekstraudgifter til drift af tilbuddet som følge af COVID-19, og disse alene har begrænset omfang, kan ekstraudgifterne som udgangspunkt afholdes af tilbuddets driftsbudget. Hvis tilbuddet som følge heraf får et underskud på regnskabet, kan underskuddet efter almindelige regler indregnes i næste års takster. Dermed vil underskuddet blive finansieret af kommunerne ved betalingen af det følgende års takster.

Der er dog inden for gældende regler mulighed for at øge taksterne for sociale tilbud efter serviceloven som følge af COVID-19-relaterede ekstraudgifter. Hvis tilbuddene ikke kan afholde deres COVID-19-relaterede ekstraudgifter inden for det almindelige driftsbudget, kan de således hæve deres takster, selv om det er midt i året, da budgetforudsætningerne har ændret sig. På den måde vil merudgifterne blive dækket af kommunerne.

Da takster beregnes på baggrund af tilbuddets godkendte budget, forudsætter ovenstående, at tilbuddet får godkendt det ændrede budget af socialtilsynet og kan dokumentere, at der er tale om ekstraordinære COVID-relaterede udgifter og ikke "almindelige" budgetoverskridelser.

Genforhandle betaling

Hvis det sociale tilbud ikke hæver taksterne, har tilbuddet til enhver tid mulighed for at forhandle eller genforhandle betalingen med den visiterende kommune efter almindelige aftaleretlige regler.

Ovenstående kompensationsmuligheder er uddybende beskrevet i Social- og Indenrigsministeriets orienteringsskrivelse af 10. december 2020 om kommunernes mulighed for at yde kompensation for sociale tilbuds merudgifter til COVID-19.

Link til orienteringsskrivelsen: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2020/9917

Nej, sociale tilbud efter serviceloven er i udgangspunktet ikke omfattet af forsamlingsforbuddet på 5 personer.

Dette gælder både visiterede tilbud som f.eks. bosteder for børn og unge samt personer med handicap og ikke-visiterede tilbud som f.eks. væresteder for hjemløse.

Det afgørende i den forbindelse er, at de normale aktiviteter, der foregår på sociale tilbud, som udgangspunkt ikke vil have karakter af et arrangement, begivenhed eller lignende, da kun arrangementer, begivenheder og lignende er omfattet af forsamlingsforbuddet.

Hvis et socialt tilbud f.eks. afholder et egentligt arrangement på eller uden for tilbuddets arealer eller tager på udflugt eller lignende, vil disse aktiviteter m.v. være omfattet af forsamlingsforbuddet på 5 personer.

Der gælder dog en undtagelse til dette. Aktiviteter for socialt udsatte børn og unge op til 21 år med eller uden deres familier, som er arrangeret af offentlige myndigheder, organisationer, foreninger, virksomheder og kulturinstitutioner, er ikke omfattet af forsamlingsforbuddet. Dette omfatter aktiviteter med eller uden overnatning samt ophold og færden, som er et naturligt eller nødvendigt led i afholdelsen af aktiviteterne. I forhold til disse aktiviteter må der være op til 50 personer til stede på samme sted samtidig.

Ja, antallet på 5 personer, som højst må være forsamlet, omfatter alle de tilstedeværende i forsamlingen.

Dette gælder, uanset hvilken funktion nogle af de tilstedeværende har, herunder også selv om de fungerer som hjælper for én af de øvrige tilstedeværende på grund af dennes funktionsnedsættelse.

Nej, det er de ikke. Varmestuer, væresteder, nødherberger og lignende, hvor samfundets mest udsatte kan komme ind og få kaffe, opholde sig og evt. overnatte er ikke omfattet af forsamlingsforbuddet, da sådan aktivitet ikke har karakter af et arrangement. Der er tale om tilbud, der svarer til tilbud oprettet i henhold til bestemmelser i serviceloven, og de indgår i den samlede kapacitet på området.

Der er tale om et frivilligt netværk. Frivillige sociale arrangementer, netværksmøder, kurser for frivillige m.v. er omfattet af forsamlingsforbuddet på 5 personer. Møder skal derfor tilrettelægges sådan, at man overholder reglerne om forsamlingsforbuddet.

Et AA-møde har tidligere kunnet være undtaget fra forsamlingsforbuddet efter den såkaldte ”biograf-regel”, som gjaldt hvor deltagere i al væsentlighed sad på faste pladser med retning mod en scene, lærred m.v. Denne undtagelse er dog foreløbigt ophævet.

Opdateret den 6/1 2021

Kravet om anvendelse af mundbind eller visir for personale, pårørende og øvrige besøgende på sociale tilbud omfatter kun tilbud, hvor der er beboere eller brugere i risikogruppen. Du kan læse mere om, hvem der er i risikogruppen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside her: https://www.sst.dk/da/corona/Forebyg-smitte/Personer-i-oeget-risiko.

Følgende personer er desuden undtaget fra kravet om mundbind eller visir:

1. Beboere og brugere på sociale tilbud.
2. Børn under 12 år.
3. Personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.

Derudover kan et mundbind eller visir midlertidigt fjernes helt eller delvis, hvis der er en anerkendelsesværdig årsag til det, herunder i følgende situationer:

1. Under kortvarig indtagelse af mad og drikke, såfremt dette er tilladt i henhold til ordensreglerne for den pågældende lokalitet, institution m.v.
2. Under indtagelse af medicin.
3. Under samtale med personer, der mundaflæser.
4. Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
5. Hvis politiet skal foretage identifikation.
6. Hvis børn og unge eller personer med handicap af forskellige årsager skal trøstes eller bliver skræmt over brugen af mundbind eller visir.

Det kan også være en anerkendelsesværdig årsag til at fjerne et mundbind eller visir, at man som ledsager til personer med et mentalt/kognitivt handicap har behov for at vise sit ansigt for på denne måde at kunne bygge bro og kommunikere.

Du kan finde bekendtgørelsen om mundbind her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1533.

Følgende sociale tilbud er omfattet af reglerne:

1. Særlige dagtilbud efter § 32 i lov om social service.
2. Særlige klubtilbud efter § 36 i lov om social service.
3. Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder efter § 66, stk. 1, nr. 5, i lov om social service.
4. Opholdssteder for børn og unge efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service.
5. Døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service.
6. Dagtilbud i form af beskyttet beskæftigelse efter § 103 i lov om social service og samværs- og aktivitetstilbud efter § 104 i lov om social service, herunder væresteder for personer med særlige sociale problemer.
7. Midlertidige botilbud efter § 107 i lov om social service.
8. Længerevarende botilbud efter § 108 i lov om social service.
9. Kvindekrisecentre efter § 109 i lov om social service.
10. Forsorgshjem, herberger m.v. efter § 110 i lov om social service.
11. Botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn, herunder tilbud etableret i boliger tilvejebragt med henvisning til § 105 i lov om almene boliger.

Det vil afhænge af den konkrete situation, hvordan du kan bevise, at du ikke skal bære mundbind.

Hvis du er beboer eller bruger på et socialt tilbud, er det f.eks. udgangspunktet, at personalet på tilbuddet kender dig, og at de derfor er klar over, at du ikke skal bære mundbind.

I andre situationer, f.eks. hvis der er tale om et barn under 12 år, kan dette eksempelvis bevises ved at fremvise dokumentation for barnets alder.

I forhold til personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind, må der foretages en konkret vurdering fra personalets side. Denne vurdering vil også være forskellig alt afhængig af, om den pågældende er beboer eller bruger på tilbuddet og dermed er kendt af personalet, eller om personen er en besøgende, som personalet evt. ikke tidligere har stiftet bekendtskab med.

I alle situationer vil der dermed skulle foretages en konkret vurdering af, hvordan du kan bevise, at du ikke er omfattet af kravet om mundbind.

Kravet om anvendelse af mundbind eller visir omfatter kun sociale tilbud, der har beboere eller brugere i risikogruppen.

Beboerne eller brugerne er dog ikke omfattet af kravet. Personale, pårørende og andre besøgende er derimod omfattet af kravet om mundbind eller visir.

Det vil sige, at frivillige – uanset om de kan betegnes som ansatte eller besøgende – skal bære mundbind på tilbuddet, hvis tilbuddet har beboere eller brugere i risikogruppen, medmindre en af undtagelserne i reglerne herom finder anvendelse.

Du kan læse mere i den Q/A, der hedder ”Hvem gælder kravet om mundbind eller visir for, hvor gælder det, og er der undtagelser?”

For så vidt angår de sociale tilbuds ekstraudgifter til drift af tilbuddet som følge af COVID-19, kan du læse mere i den Q/A, der hedder ”Nogle tilbud efter serviceloven kan opleve ekstraudgifter som led i håndtering af COVID-19. Kan tilbuddene få dækket deres ekstraudgifter af kommunen?” ovenfor.

Ja, både sundheds- og ældreområdet samt visse dele af socialområdet er omfattet af kravet om mundbind eller evt. visir.

Du kan læse mere i bekendtgørelsen om mundbind, som kan ses her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1533.

Kravet om mundbind omfatter følgende anbringelsessteder og botilbud m.v. på socialområdet:

1. Særlige dagtilbud efter § 32 i lov om social service.
2. Særlige klubtilbud efter § 36 i lov om social service.
3. Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder efter § 66, stk. 1, nr. 5, i lov om social service.
4. Opholdssteder for børn og unge efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service.
5. Døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service.
6. Dagtilbud i form af beskyttet beskæftigelse efter § 103 i lov om social service og samværs- og aktivitetstilbud efter § 104 i lov om social service, herunder væresteder for personer med særlige sociale problemer.
7. Midlertidige botilbud efter § 107 i lov om social service.
8. Længerevarende botilbud efter § 108 i lov om social service.
9. Kvindekrisecentre efter § 109 i lov om social service.
10. Forsorgshjem, herberger m.v. efter § 110 i lov om social service.
11. Botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn, herunder tilbud etableret i boliger tilvejebragt med henvisning til § 105 i lov om almene boliger.

En frivillig social forening eller organisation er dermed ikke omfattet af kravet om mundbind, medmindre rådgivningen foregår på et af de nævnte steder, og der på stedet er krav om mundbind.

Formålet med bekendtgørelsen er at sikre, at der på socialområdet i forbindelse med håndteringen af COVID-19 kan foretages

• en nødvendig prioritering af opgaver i en situation, hvor der mangler personaleressourcer, og
• nødvendige tiltag for at forebygge og inddæmme udbredelse af COVID-19.

Det er afgørende, at det i takt med et større pres på personaleressourcerne fortsat kan sikres, at der er kapacitet til at varetage de kritiske funktioner for de mest sårbare udsatte mennesker.

Reglerne i bekendtgørelsen sigter derfor først og fremmest mod at skabe denne mulighed i den konkrete situation. Opstår der derfor hos en myndighed eller en leverandør behov for at flytte rundt på personaleressourcer pga. håndteringen af COVID-19, eller er der sygdom i et omfang, så der mangler personaleressourcer, giver bekendtgørelsen adgang til dette efter nærmere definerede retningslinjer. Tilsvarende gælder, hvis personalekapaciteten skal bruges et sted, hvor det er nødvendigt for f.eks. at forebygge og inddæmme smitte.

Derudover sigterne reglerne i bekendtgørelsen mod at forebygge og inddæmme udbredelse af COVID-19. Et behov herfor kan f.eks. opstå, hvis en borger med en kognitiv funktionsnedsættelse ikke kan forstå behovet for selvisolering ved smitte med COVID-19 eller mistanke herom pga. nær kontakt med en smittet person og derfor forsat møder op i sit aktivitets- eller beskæftigelsestilbud. Efter bekendtgørelsen vil kommunen således bl.a. kunne træffe afgørelse om, at en borger ikke kan komme i sit særlige dagtilbud eller aktivitets- eller beskæftigelsestilbud af hensyn til at forebygge og inddæmme udbredelse af COVID-19.

Det er afgørende at understreges, at bekendtgørelsen alene giver mulighed for denne slags kapacitetsprioriteringer samt forebyggelses- og inddæmningstiltag, hvis der er tale om en nødvendighed. Der skal således være tale om en afvejning, der konkret fører til, at hensynet til at sikre kapaciteten eller til forebyggelse og inddæmning og dermed det overordnede formål er større end hensynet til den enkelte borger. Reglerne vil derfor ikke kunne anvendes, hvis myndigheden f.eks. har rådighed over tilstrækkelige personaleressourcer, som evt. blot kan arbejde hjemmefra.

Og der kan ikke efter bekendtgørelsen træffes generelle beslutninger om, at visse former for hjælp og støtte efter serviceloven ikke længere leveres. Der skal således altid foretages en konkret og individuel vurdering.

Det skal endvidere understreges, at der i bekendtgørelsen er foretaget en afgrænsning af en række områder, der vurderes som så kritiske, at der ikke i udgangspunktet kan ske begrænsninger her. Dette gælder f.eks. sager om anbragte børn.

Derudover kan afgørelser efter bekendtgørelsen ikke påklages, hvilket skal ses i lyset af, at bekendtgørelsen bortfalder den 1. marts 2021. Dette gælder dog ikke de sager om særlig støtte til børn og unge, der er omfattet af bekendtgørelsens § 11, dvs. sager, der ellers ville være blevet behandlet af børn og unge-udvalget i kommunerne, efter reglerne i servicelovens §§ 68, 68 f og 74.

For nærmere vejledning om bekendtgørelsen henvises til den af ministeriet udsendte orienteringsskrivelse.

Ministeriet vurderer løbende situationen, herunder om der bliver behov for opdatering af bekendtgørelsen.

I forhold til forebyggelse af smitte opfordres alle myndigheder og leverandører til løbende at holde sig orienteret om og følge sundhedsmyndighedernes aktuelle retningslinjer.

Opdateret den 6/1 2021

Socialområdet udgør en kritisk funktion, som skal opretholdes. Kommunerne kan derfor ikke med henvisning til situationen med COVID-19 træffe generelle beslutninger om suspension af hjælp og støtte efter serviceloven. Dette gælder også i forhold til særlige dag- og klubtilbud.

Kommunerne har med bekendtgørelsen om håndtering af COVID-19 på socialområdet fået en adgang til at træffe konkrete afgørelser om midlertidigt helt eller delvist at undlade at levere en ydelse, der er truffet afgørelse om efter serviceloven, hvis bekendtgørelsens betingelser er opfyldt. For nærmere beskrivelse heraf henvises der til Q/A’en ”I hvilke situationer kan bekendtgørelsen om håndtering af COVID-19 på socialområdet – også kendt som "nødbekendtgørelsen" – anvendes?”.

Hvis det ikke er muligt at levere en ydelse som f.eks. ophold i særligt dag- eller klubtilbud på sædvanlig måde eller i sædvanligt omfang, skal kommunen i forhold til hver enkelt barn eller ung foretage en konkret og individuel vurdering af, hvordan hjælpebehovet i givet fald skal dækkes som alternativ til den hjælp, der ydes i det særlige dag- eller klubtilbud. Her må man holde sig for øje, at kommunen ikke må efterlade barnet eller den unge med et udækket hjælpebehov i forhold til akut og nødvendig hjælp.

Hvis kommunen vælger at etablere hjælp til barnet eller den unge i et andet særligt dag- eller klubtilbud i en midlertidig periode, f.eks. hvis forældrene varetager kritiske funktioner og dermed ikke kan varetage pasningen i hjemmet, må kommunen være opmærksom på, at der kan være behov for at sikre tilstedeværelse af kendt personale af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for hjælp.

Der vil endvidere helt ekstraordinært kunne ydes midlertidig hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, også selv om barnets pasningsbehov under normale omstændigheder ville blive tilgodeset på anden vis.

Dette kan være tilfældet, hvis det på grund af den helt særlige situation er nødvendigt for at sikre barnet den nødvendige hjælp og samtidig undgå unødig smitterisiko, at barnet passes af mor eller far derhjemme.

En beslutning om at lukke et tilbud kan alene træffes af driftsherren, hvad enten der er tale om et kommunalt, et regionalt eller et privat tilbud.

Opdateret den 6/1 2021

Socialområdet udgør en kritisk funktion, som skal opretholdes. Kommunerne kan derfor ikke med henvisning til situationen med COVID-19 træffe generelle beslutninger om suspension af hjælp og støtte efter serviceloven. Dette gælder også i forhold til aktivitets- og samværstilbud.

Kommunerne har med bekendtgørelsen om håndtering af COVID-19 på socialområdet fået en adgang til at træffe konkrete afgørelser om midlertidigt helt eller delvist at undlade at levere en ydelse, der er truffet afgørelse om efter serviceloven, hvis bekendtgørelsens betingelser er opfyldt. For nærmere beskrivelse heraf henvises der til Q/A’en ”I hvilke situationer kan bekendtgørelsen om håndtering af COVID-19 på socialområdet – også kendt som "nødbekendtgørelsen" – anvendes?”.

Hvis det ikke er muligt at levere en ydelse som f.eks. aktivitets- og samværstilbud på sædvanlig måde eller i sædvanligt omfang, skal kommunen i forhold til hver enkelt borger, der gør brug af tilbuddet, foretage en konkret og individuel vurdering af, hvordan hjælpebehovet i givet fald skal dækkes som alternativ til den hjælp, der ydes i aktivitets- og samværstilbud. Her må man holde sig for øje, at kommunen ikke må efterlade borgeren med et udækket hjælpebehov i forhold til akut og nødvendig hjælp.

Hvis det bliver nødvendigt at lukke et aktivitets- og samværstilbud, må kommunen således konkret og individuelt vurdere, om der alternativt kan være behov for f.eks. midlertidig socialpædagogisk bistand til borgeren i dennes hjem eller afløsning til en pårørende, der yder hjælp til borgeren i de timer, borgeren ellers ville være i aktivitets- og samværstilbuddet.

En beslutning om at lukke et tilbud kan alene træffes af driftsherren, hvad enten der er tale om et kommunalt, et regionalt eller et privat tilbud.

Opdateret den 6/1 2021

Socialområdet udgør en kritisk funktion, som skal opretholdes. Kommunerne kan derfor ikke med henvisning til situationen med COVID-19 træffe generelle beslutninger om suspension af hjælp og støtte efter serviceloven. Dette gælder også i forhold til aflastningstilbud til børn og unge og voksne med handicap.

Desuden kan kommunerne ikke undlade at behandle sager på en række kritiske områder, som fx underretningssager på børneområdet og om kvindekrisecentre og herberger, hvor kommunerne har ansvar for at sikre den fornødne kapacitet også under corona-krisen.

Kommunerne har med bekendtgørelsen om håndtering af COVID-19 på socialområdet fået en adgang til at træffe konkrete afgørelser om midlertidigt helt eller delvist at undlade at levere en ydelse, der er truffet afgørelse om efter serviceloven, hvis bekendtgørelsens betingelser er opfyldt. For nærmere beskrivelse heraf henvises der til Q/A’en ”I hvilke situationer kan bekendtgørelsen om håndtering af COVID-19 på socialområdet – også kendt som "nødbekendtgørelsen" – anvendes?”.

Hvis det ikke er muligt at levere en ydelse, som f.eks. ophold på et aflastningstilbud, på sædvanlig måde eller i sædvanligt omfang, skal kommunen i forhold til hver enkelt borger foretage en konkret og individuel vurdering af, hvordan hjælpebehovet i givet fald skal dækkes som alternativ til den hjælp, der ydes i aflastningstilbuddet. Her må man holde sig for øje, at kommunen ikke må efterlade borgeren med et udækket hjælpebehov i forhold til akut og nødvendig hjælp. Det gælder også udsatte børn og unge, hvor kommunen fortsat har pligt til at sikre, at de får den støtte og hjælp, som de har brug for – også i denne ekstraordinære periode. 

Hvis kommunen vælger at etablere hjælp til barnet, den unge eller den voksne i et andet aflastningstilbud i en midlertidig periode, f.eks. hvis forældre eller pårørende i husstanden varetager kritiske funktioner og dermed ikke kan varetage pasningen i hjemmet, må kommunen være opmærksom på, at der kan være behov for at sikre tilstedeværelse af kendt personale af hensyn til barnets, den unges eller den voksnes særlige behov for hjælp.

En beslutning om at lukke et tilbud kan alene træffes af driftsherren, hvad enten der er tale om et kommunalt, et regionalt eller et privat tilbud.

Opdateret den 6/1 2021

Det generelle midlertidige besøgsforbud på sociale tilbud er ophævet den 24. juni 2020.

Herefter er der som udgangspunkt ikke særlige restriktioner i forhold til besøg på sociale tilbud, og man kan derfor igen få besøg som normalt.

Der er dog regler, der gør det muligt for ledelsen på det enkelte sociale tilbud undtagelsesvist lokalt at indføre besøgsrestriktioner, herunder helt at afskære besøgende adgang til tilbuddet, når betingelserne for det er opfyldt. På den måde er det fortsat muligt at skærme særlige risikogrupper på tilbuddene. Besøgsrestriktioner kan indføres over for en eller flere beboere, i den enkelte besøgssituation eller for tilbuddet i sin helhed.

Det bemærkes, at det er ledelsen på det enkelte sociale tilbud, der har kompetencen til at træffe beslutning om at indføre lokale midlertidige besøgsrestriktioner på tilbuddet. En kommune kan således ikke generelt træffe beslutning om, at der skal indføres besøgsrestriktioner på alle sociale tilbud i kommunen.

Uanset eventuelle lokalt besluttede midlertidige besøgsrestriktioner kan der også komme mere generelt fastsatte midlertidige besøgsrestriktioner eller evt. besøgsforbud. Disse generelt fastsatte regler vil normalt blive fastsat kommunevist og omfatter i udgangspunktet kun sociale tilbud, hvor der er beboere eller brugere i en risikogruppe.

Gå til en oversigt over kommuner med gældende besøgstrestriktioner eller -forbud

Besøg på sociale tilbud skal altid ske i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes retningslinjer om håndtering af COVID-19, herunder Sundhedsstyrelsens retningslinjer om forebyggelse af smittespredning.

Ledelsen på et socialt tilbud kan undtagelsesvist indføre lokale midlertidige besøgsrestriktioner, hvis

• det er nødvendigt for at minimere risiko for smitte med COVID-19 for en eller flere borgere på tilbuddet på grund af et konkret smitteudbrud på tilbuddet, eller
• en eller flere borgere på tilbuddet tilhører en risikogruppe.

Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for, hvem der tilhører en risikogruppe kan ses i Sundhedsstyrelsens Personer i øget risiko.

Hvis tilbuddets ledelse undtagelsesvist træffer beslutning om at indføre midlertidige besøgsrestriktioner, skal det offentliggøres på en måde, så beboere, pårørende, herunder besøgende, og medarbejdere på tilbuddet kan få kendskab til det.

Selvom der er indført besøgsrestriktioner, er der dog stadig mulighed for at få besøg:

• I kritiske situationer, som omfatter:
o Et uopsætteligt besøg fra en nær pårørende til en kritisk syg eller døende person.
o Forældres eller andre nære pårørendes besøg hos et barn under 18 år.
o Forældres eller andre nære pårørendes besøg hos en voksen med en sådan kognitiv funktionsnedsættelse, at personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et helt særligt behov for besøg.

• Fra én nær pårørende samt fra 1-2 faste besøgspersoner, der udpeges af tilbuddets ledelse efter anmodning fra den enkelte borger eller dennes nære pårørende og i samråd med disse. Der udpeges ikke 1-2 faste besøgspersoner for borgere, der er omfattet af kritiske situationer.

Det er tilbuddets ledelse, der fastlægger rammerne for besøg. Det medfører bl.a., at besøg i kritiske situationer og besøg fra den nære pårørende og 1-2 faste besøgspersoner kan udskydes, hvis det i den konkrete situation vurderes, at besøget ikke kan gennemføres på forsvarlig vis, herunder hvis den enkelte beboer eller de besøgende ikke har en grundlæggende forståelse for smitterisiko, hygiejne og rengøring, eller hvis der er et konkret smitteudbrud på tilbuddet.

Besøg kan også udskydes, hvis tilbuddets ledelse vurderer, at besøg ikke kan gennemføres uden at udsætte beboere og medarbejdere i særlige risikogrupper for smittefare. Tilbudsledelsen kan ikke herudover afslå besøg i kritiske situationer eller besøg fra den nære pårørende og 1-2 faste besøgspersoner.

Det gælder for alle besøg, at den lokale ledelse skal sikre, at besøgene kan ske under overholdelse af de generelle sundhedsfaglige retningslinjer, herunder Sundhedsstyrelsens retningslinjer om forebyggelse af smittespredning.

Selve vurderingen af og beslutningen om, hvorvidt der er tale om ”en voksen med en sådan kognitiv funktionsnedsættelse, at personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et helt særligt behov for besøg”, træffes af tilbuddets ledelse på baggrund af deres kendskab til den enkelte beboer og dennes forhold til forældre og nære pårørende. Der kan f.eks. være tale om, at besøget er yderst kritisk for borgerens trivsel.

Der skal træffes beslutning i det enkelte tilfælde efter en konkret vurdering af den enkelte beboers behov og forhold til forældre og nære pårørende. Der er ikke tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og der kan således heller ikke klages over tilbuddets beslutning.

Når der gennemføres besøg, skal besøgene gennemføres efter anvisning fra det enkelte tilbuds ledelse under hensyn til tilbuddets personale og øvrige beboere og under iagttagelse af sundhedsmyndighedernes retningslinjer om håndtering af COVID-19.

Er der på et tilbud lokalt indført midlertidige besøgsrestriktioner, er det fortsat muligt at foretage besøg:

• I kritiske situationer, som omfatter:
o Et uopsætteligt besøg fra en nær pårørende til en kritisk syg eller døende person.
o Forældres eller andre nære pårørendes besøg hos et barn under 18 år.
o Forældres eller andre nære pårørendes besøg hos en voksen med en sådan kognitiv funktionsnedsættelse, at personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et helt særligt behov for besøg.

• Fra én nør pårørende samt fra 1-2 faste besøgspersoner, der udpeges af tilbuddets ledelse efter anmodning fra den enkelte borger eller dennes nære pårørende og i samråd med disse. Der udpeges ikke 1-2 faste besøgspersoner for borgere, der er omfattet af kritiske situationer.

Besøg i kritiske situationer og besøg af den nære pårørende kan afvikles både på tilbuddenes fælles indendørsarealer og udearealer samt den del af tilbuddet, som beboeren selv råder over (værelset/boligen).

Besøg fra faste besøgspersoner skal derimod som udgangspunkt afvikles på tilbuddenes udearealer. Efter en konkret vurdering kan den lokale ledelse dog beslutte at tillade disse besøg i den del af tilbuddet, som borgeren selv råder over (værelset/boligen). Ved beslutningen skal der blandt andet tages hensyn til, om den del af tilbuddet, som den enkelte borger råder over, har egen indgang fra udendørsarealer, eller om sådanne besøg vil kræve adgang til indendørs fællesarealer. Træffer ledelsen ikke beslutning herom, kan ledelsen beslutte at indrette et besøgsrum, hvor besøg fra de faste besøgspersoner kan foregå.

Besøg kan udskydes, hvis tilbuddets ledelse i den konkrete situation vurderer, at besøget ikke kan gennemføres på forsvarlig vis.

Tilbuddet skal sikre, at besøg kan foregå forsvarligt, så andre personer eller personale på tilbuddet ikke udsættes for smittefare. Det gøres ved at iværksætte en række initiativer, der alle har til formål at mindske smitterisikoen. F.eks. kan tilbuddet opfordre til, at besøg holdes kort og med få mennesker, og at besøgende ikke opholder sig på fællearealer samt undlader at have fysisk kontakt eller anvende fælles faciliteter. Der henvises i øvrigt til orienteringsskrivelse af 21. december 2020, hvor der bl.a. er opregnet en række forslag til tilrettelæggelse af besøg. Muligheden for at indrette besøgsrum er beskrevet i orienteringsskrivelse af 16. november 2020.

Hvis besøgende ikke overholder tilbuddets anvisninger, kan tilbuddet bede de besøgende forlade tilbuddet.

Der henvises i øvrigt til Socialstyrelsens retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på det sociale område.

Hvis tilbuddet i forbindelse med gennemførelse af besøg eller i øvrigt har behov for sundhedsfaglig vejledning, kan Styrelsen for Patientsikkerhed kontaktes på tlf. 70 20 02 66 (alle hverdage kl. 9.30-16).

Hvis tilbuddet i forbindelse med gennemførelse af besøg eller i øvrigt har behov for socialfaglig vejledning, kan Socialstyrelsen/VISO kontaktes på tlf. 72 42 40 00 (mandag-torsdag kl. 9-14.30, fredag kl. 9-14).

Det er tilbuddets ledelse, der beslutter, hvem der udpeges som den nære pårørende og som 1-2 faste besøgspersoner for borgere på de tilbud på socialområdet, som undtagelsesvist indfører lokale midlertidige besøgsrestriktioner.

Disse personer udpeges blandt borgerens nære pårørende. Borgerens opfattelse af, hvem der er nære pårørende, skal tillægges betydning. Udpegningen sker derfor også efter anmodning fra den enkelte borger eller dennes nære pårørende og i samråd med disse.

Det er ikke muligt at klage over beslutningen, men hvis man er uenig, kan man kontakte tilbuddets ledelse. Og hvis man evt. mener, at tilbuddets ledelse ikke følger reglerne om udpegning af faste besøgspersoner, kan man kontakte den myndighed (socialtilsynet, kommunen eller regionen), som fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet.

Reglerne om besøgsforbuddet er beskrevet nærmere i ministeriets orienteringsskrivelse af 21. december 2020.

Ja, der er intet i vejen for at anmode tilbuddets ledelse om at udpege en anden nær pårørende og andre besøgspersoner i stedet for dem, der i første omgang er blevet udpeget. Dette kan f.eks. være aktuelt, hvis de først udpegede er på en længere ferie, og borgeren på tilbuddet ønsker, at der udpeges 1-2 andre personer i stedet for. Der kan dog kun være udpeget én nær pårørende og 1-2 personer ad gangen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at borgere selv med beskedne symptomer på smitte med COVID-19 meget tidligt i forløbet selvisolerer sig og lader sig undersøge for COVID-19. Dette gælder også, hvis man har været i nær kontakt med en person, der er smittet. Læs mere i Sundhedsstyrelsens pjece COVID-19: Forebyggelse af smittespredning.

Ved selvisolation af anbragte børn og unge under 18 år i forbindelse med smitte med COVID-19, skal der tages særligt hensyn til børn og unge, som kan være særligt sårbare som følge af den unge alder eller pga. psykisk sårbarhed.

For nogle borgere med en kognitiv funktionsnedsættelse kan det være vanskeligt at forstå behovet for selvisolation, hvis den pågældende er blevet smittet med COVID-19, eller der er mistanke om det, fordi borgeren har været i nær kontakt med en person, der er smittet. Disse borgere kan derfor også have svært ved at forstå, at de på grund af selvisolationen ikke skal møde op i særlige dagtilbud samt aktivitets- og beskæftigelsestilbud.

I den situation vil der efter omstændighederne for at forebygge og inddæmme udbredelse af COVID-19 være mulighed for, at kommunen således bl.a. kunne træffe afgørelse om, at en borger ikke kan komme i sit særlige dagtilbud eller aktivitets- eller beskæftigelsestilbud af hensyn til at forebygge og inddæmme udbredelse af COVID-19. Et behov herfor kan f.eks. opstå, hvis en borger med en kognitiv funktionsnedsættelse ikke kan forstå behovet for selvisolering ved smitte med COVID-19 eller mistanke herom pga. nær kontakt med en smittet person og derfor forsat møder op i sit aktivitets- eller beskæftigelsestilbud. Muligheden følger af bekendtgørelse nr. 2170/2020. For nærmere beskrivelse henvises der til QA’en ”I hvilke situationer kan bekendtgørelsen om håndtering af COVID-19 på socialområdet anvendes?”.

For at mindske risikoen for smitte på særlige dagtilbud samt aktivitets- og beskæftigelsestilbud kan tilbuddet derudover overveje muligheden for at opdele brugerne fra de forskellige bosteder i mindre grupper, sådan at grupperne på dagtilbuddet holdes adskilt fra hinanden, og at brugerne dermed alene er sammen med beboere fra samme bosted.

Og i indsatsen mod COVID-19 kan sociale tilbud (både botilbud og dagtilbud) med en socialpædagogisk tilgang vejlede beboere og brugere om sundhedsmyndighedernes retningslinjer om isolation og test og derved forsøge at få den/de pågældende til frivilligt at gå i selvisolation, hvis beboeren/brugeren er smittet med COVID-19, eller der er mistanke herom. I den forbindelse er det også muligt at inddrage beboerens/brugerens eventuelle værge eller i øvrigt den pågældendes nære pårørende.

Sociale tilbud kan også vejlede de beboere og brugere på tilbuddene, der ikke er smittet med COVID-19 eller under mistanke for dette, om at de pågældende på grund af smitterisiko frivilligt kan undlade at benytte sig af deres eventuelle særlige dagtilbud og aktivitets- og/eller beskæftigelsestilbud.

VISOs hotline vil kunne bidrage med socialfaglig rådgivning i forhold til den pædagogiske håndtering af situationen og tilgang til beboere og brugere m.v.

Hvis en beboer på et botilbud eller en bruger på et dagtilbud er smittet med COVID-19, eller der er mistanke om dette på grund af nær kontakt med en smittet person, og den pågældende ikke frivilligt vil gå i selvisolation – herunder fordi den pågældende eventuelt har en kognitiv funktionsnedsættelse, der gør at beboeren eller brugeren ikke forstår behovet herfor – kan det sociale tilbud kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed for at undersøge, om styrelsen evt. vurderer, at der foreligger et sådant særligt tilfælde, hvor der kan være mulighed for at anvende epidemilovens tvangsbestemmelser. Styrelsen kan bl.a. træffe afgørelse om, at en borger tvangsmæssigt skal isoleres.

Læs mere i Socialstyrelsens retningslinjer for håndtering af COVID-19 på socialområdet.

Opdateret den 6/1 2021

I forbindelse med et smitteudbrud eller mistanke om smitte på et opholdssted/botilbud med få beboere vil samtlige personer potentielt betegnes som nære kontakter. I disse tilfælde anbefales det, at opholdsstedet/botilbuddet identificerer nære kontakter til den smittede og i videst mulig udstrækning inddeler beboere og personale i mindre enheder.

Opholdsstedet/botilbuddet anbefales at have en handlingsplan for håndtering af smitteudbrud i forhold til blandt andet smitteopsporing og håndtering af manglende personale f.eks. i form af vikardækning. VISOs hotline vil kunne bidrage med socialfaglig rådgivning i forhold til den pædagogiske håndtering af situationen og tilgang til beboerne m.v.

Læs mere i Sundhedsstyrelsens pjece: COVID-19: Opsporing og håndtering af nære kontakter.

Læs mere i Socialstyrelsens retningslinjer for håndtering af COVID-19 på socialområdet.

Hvis du er hjemløs og har mistanke om, at du er smittet med coronavirus, skal du ringe til den lokale læge eller lægevagt. Hvis du ikke er klar over, hvilken læge du er tilknyttet, kan du ringe til de regionale lægevagter – fx 1813 i Hovedstadsområdet.

Som udgangspunkt er en hjemløs tilknyttet den kommune, som vedkommende modtager sociale eller økonomiske ydelser fra. Hvis du ikke modtager ydelser fra en kommune, kan du henvende dig til den kommune, hvor du aktuelt opholder dig. 

Efter henvendelsen vil lægen eller sundhedsvæsenet vurdere, om der er behov for karantæne eller andre foranstaltninger for at behandle eller forhindre udbredelsen af coronavirus. Derefter er det kommunen, der har ansvaret for at hjælpe med evt. karantæne.

Social- og Indenrigsministeriet understreger, at socialområdets tilbud for hjemløse er kritiske funktioner. Kommunerne skal altså sikre, at hjemløse, der ikke er indskrevet på almindeligt herberg eller forsorgshjem med døgnophold, både kan tilbydes overnatning og et sted at være i dag- og aftentimerne.

Visiterede tilbud og tilbud, hvor der visiteres på stedet, er i udgangspunktet ikke omfattet af forsamlingsforbuddet på mere end 5 personer.

Tilbud, hvor borgeren møder op uden visitation, f.eks. væresteder, nødovernatning og natvarmestuer, er i udgangspunktet ikke omfattet af forsamlingsforbuddet på mere end 5 personer.

Relationsarbejde med de meget udsatte borgere skal fortsættes så vidt muligt, gennem telefon, sms og andet opsøgende arbejde.

På herberger, krisecentre, natvarmestuer og lignende tilbud skal man følge og informere om sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger. Sundhedsstyrelsen arbejder desuden løbende på retningslinjer for særligt udsatte og har udarbejdet plakater og foldere med gode råd til mennesker med f.eks. svækket immunforsvar. Læs Sundhedsstyrelsens informationsmateriale.

Møder f.eks. en hjemløs op og har symptomer på smitte, skal der tages kontakt til egen læge eller til lægevagten, som må vurdere behovet for behandling eller karantæne. Desuden bør der være en dialog med kommunen om, hvordan man i samarbejde kan sikre den nødvendige kapacitet.

Afholdelse af aktiviteter med eller uden overnatning for socialt udsatte børn og unge op til 21 år med eller uden deres familier, arrangeret af offentlige myndigheder, organisationer, foreninger, virksomheder og kulturinstitutioner, er undtaget fra forsamlingsforbuddet på 5 personer. Dog må der højest være op til 50 personer til stede på samme sted samtidig.

Selvom det er muligt at være op til 50 personer til stede samtidig, kan det pga. den aktuelle smitteudvikling være hensigtsmæssigt at opdele sådanne arrangementer i mindre grupper på maks. 5 personer og sørge for, at der ikke er kontakt mellem grupperne.

Opdateret den 6/1 2021

Ja! Og kommunerne skal også behandle underretninger, som de plejer. Kommunerne skal fortsat sikre, at der sættes ind, hvis et barn eller en ung har brug for støtte.

Borgere, der er i en økonomisk vanskelig situation, har mulighed for at søge om supplerende økonomisk hjælp. Reglerne gælder fx for personer, der modtager kontanthjælp, men personer, der bliver hjemsendt uden løn, fyret, sygemeldt eller lignende, og som følge deraf oplever nedgang i deres indkomst på grund af COVID-19, kan også søge om økonomisk hjælp i særlige tilfælde efter kapitel 10 i lov om aktiv socialpolitik. Kommunerne har pligt til at yde vejledning i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Området hører under Beskæftigelsesministeriet.

Læs mere i dette notat fra Beskæftigelsesministeriet og på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

Kravet om mundbind gælder kun for de sociale tilbud, som er nævnt direkte i bekendtgørelsen om mundbind. Det drejer sig om følgende tilbud:

1. Særlige dagtilbud efter § 32 i lov om social service.
2. Særlige klubtilbud efter § 36 i lov om social service.
3. Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder efter § 66, stk. 1, nr. 5, i lov om social service.
4. Opholdssteder for børn og unge efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service.
5. Døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service.
6. Dagtilbud i form af beskyttet beskæftigelse efter § 103 i lov om social service og aktivitets- og samværstilbud efter § 104 i lov om social service, herunder væresteder for personer med særlige sociale problemer.
7. Midlertidige botilbud efter § 107 i lov om social service.
8. Længerevarende botilbud efter § 108 i lov om social service.
9. Kvindekrisecentre efter § 109 i lov om social service.
10. Forsorgshjem, herberger m.v. efter § 110 i lov om social service.
11. Botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn, herunder tilbud etableret i boliger tilvejebragt med henvisning til § 105 i lov om almene boliger.

Plejefamilier er dermed ikke omfattet af kravet om mundbind.

Kravet om anvendelse af mundbind eller visir gælder for personalet på anbringelsessteder og omfatter kun tilbud, hvor ledelsen vurderer, at der er beboere i risikogruppen, og der derfor skal indføres krav om brug af mundbind eller visir. Du kan læse mere i den Q/A, der hedder ” Hvem gælder kravet om mundbind eller visir for, hvor gælder det, og er der undtagelser?”, som indeholder en liste over, hvilke sociale tilbud der er omfattet.

Ledelsen på anbringelsesstedet skal løbende vurdere, om der på det pågældende sted er tæt kontakt med beboere, som kan være i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med covid-19. Hvis det er tilfældet, skal ledelsen på anbringelsesstedet indføre krav om brug af mundbind eller visir i lokaler, hvortil offentligheden har adgang. Beboernes eget værelse/egen bolig er dermed ikke omfattet.

Hvis der således er indført et krav om mundbind eller visir på anbringelsesstedet vil det omfatte personalet på stedet. Personalet vil dog midlertidigt kunne fjerne mundbindet eller visiret helt eller delvist, hvis der er en anerkendelsesværdig årsag til det. Det gælder f.eks. under spisning med børnene, eller hvis et barn eller ung skal trøstes eller bliver skræmt over brugen af mundbind eller visir.

Det vil afhænge af, hvor samværet med barnet skal foregå.

Krav om brug af mundbind eller visir på anbringelsessteder gælder alene de anbringelsessteder, som fremgår af bekendtgørelsen om mundbind, og alene hvis ledelsen på stedet har indført krav om det på grund af, at der på stedet er beboere i risikogruppen. Krav om mundbind omfatter alene lokaler, hvor offentligheden har adgang. Det kan f.eks. være indendørs fællesarealer på anbringelsesstedet. Beboernes eget værelse/bolig er dermed ikke omfattet. Du kan læse mere i den Q/A, der hedder ” Hvem gælder kravet om mundbind eller visir for, hvor gælder det, og er der undtagelser?”, som indeholder en liste over, hvilke sociale tilbud der er omfattet.

Hvis forældre skal have samvær på anbringelsesstedet, vil forældrene ikke skulle bære mundbind eller visir under samvær med barnet, medmindre ledelsen på stedet har indført krav om brug af mundbind eller visir indendørs. I så fald vil kravet om brug af mundbind også gælde forældre under deres samvær med barnet.

Hvis samværet foregår på barnets værelse, vil der derimod ikke være krav om, at forældrene bærer mundbind under samværet på værelset, men de skal bære mundbind eller visir under færden i lokaler, hvortil offentligheden har adgang, som f.eks. kan være indendørs fællesarealer.

Hvis samværet skal afholdes hos barnets plejefamilie eller i et samværslokale, der ikke er beliggende på et anbringelsessted omfattet af reglerne, så vil forældrene ikke være omfattet af krav om at bære mundbind eller visir under samværet med barnet hos plejefamilien eller i samværslokalet. Du kan læse mere i den Q/A, der hedder ” Hvem gælder kravet om mundbind eller visir for, hvor gælder det, og er der undtagelser?”, som indeholder en liste over, hvilke sociale tilbud der er omfattet.

I alle tilfælde, og uanset hvor samværet foregår, skal samværet ske under iagttagelse af Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger til forebyggelse af smitte med COVID-19.

Nej. Der er ikke ændret på personalets beføjelser til at anvende magt på bosteder og -tilbud.

Det er stadig de almindelige regler om magtanvendelse, der gælder på socialområdet. Det drejer sig om reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne i serviceloven og reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for børn og unge i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.

Udgangspunktet er, at anbragte børn og unge har ret til samvær og kontakt med deres familie og netværk. Det gælder også i den aktuelle situation med COVID-19.

Samtidig er det afgørende, at man begrænser den sociale kontakt, så vi kan passe på de anbragte børn og unge og mindske spredningen af coronavirus.

Der er derfor fastsat regler, som indebærer, at kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering i den enkelte sag kan træffe afgørelse om, at det midlertidigt er nødvendigt at ændre måden et samvær mellem et anbragt barn eller en ung og familie og netværk gennemføres på.

F.eks. kan det betyde, at samværet i en periode gennemføres med elektronisk kommunikation eller andre løsninger, der kan sikre, at kontakten mellem det anbragte barn eller den unge og familie og netværk opretholdes, selv om det ikke er muligt at mødes eller komme på besøg, som ved normalt samvær.

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling i de enkelte tilfælde. Det betyder, at kommunen skal afveje barnets eller den unges behov for samvær og kontakt med familie og netværk over for hensynet til at begrænse risikoen for smitte. Kommunen skal herunder være særligt opmærksom, hvis der på barnets eller den unges opholdssted, døgninstitution eller plejefamilie er børn eller voksne, som på grund af alder, sygdom eller funktionsnedsættelse i særlig grad har behov for beskyttelse mod COVID-19.

Reglerne fremgår af bekendtgørelse om midlertidig fravigelse af forpligtelser for det offentlige og af privates rettigheder over for det offentlige på socialområdet som led i håndtering af COVID-19 (bekendtgørelse nr. 2170 af 22. december 2020).

Man kan læse mere om de nye regler – og betingelserne for at anvende dem – i den orienteringsskrivelse, ministeriet har udarbejdet til bekendtgørelsen, og i QA’en ”I hvilke situationer kan bekendtgørelsen om håndtering af COVID-19 på socialområdet anvendes?”.

Opdateret den 6/1 2021

Aktuelt er der ikke krav om karantæne til smittede, men det er vigtigt at holde afstand til andre på anbringelsesstedet, sikre god hygiejne og undgå kontakt med andre uden for anbringelsesstedet.

Hvis barnet eller den unge får problemer med vejrtrækningen, symptomerne forværres eller varer ved over flere dage, skal egen læge eller lægevagten kontaktes.

Vær opmærksom på, at retningslinjerne kan ændre sig – og derfor er det vigtigt at holde sig orienteret om de seneste anbefalinger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Anbringelsesstedet bør samtidig orientere den anbringende kommune og barnets eller den unges forældre i dialog med kommunen. Anbringelsesstedet varetager i øvrigt, som ved anden sygdom, omsorgen over for barnet eller den unge.

Der er etableret en hotline for socialfaglige spørgsmål (forankret i VISO) på 72 42 40 00 (alle hverdage kl. 9-18).

Personale på sundheds-, ældre- og socialområdet kan desuden få svar på spørgsmål om COVID-19 hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Hotlinen kan kontaktes på 70 20 02 66 – den er åben alle dage kl. 9-20.

Kravet om anvendelse af mundbind og visir for personale på anbringelsessteder omfatter kun tilbud, hvor ledelsen vurderer, at der er beboere eller brugere i risikogruppen. Hvis der ikke er beboere i risikogruppen på tilbuddet, er der ikke krav om mundbind.

I situationer, hvor der ikke er krav om mundbind på anbringelsessteder for udsatte børn og unge, bør det overvejes om brugen af mundbind er hensigtsmæssig under hensyntagen til, at det kan virke skræmmende og ubehageligt for især mindre børn, hvis personalet bærer mundbind. Personalet på et anbringelsessted er børnenes primære omsorgspersoner, og det kan virke fremmedgørende, hvis de bærer mundbind over for børnene.

Ved samvær mellem plejebørn og netværk/biologiske forældre i plejefamiliens hjem er det vigtigt at være ekstra opmærksom på at mindske risikoen for smitte. Der kan således være tale om, at der er flere forskellige plejebørn, og der vil oftest ikke være tale om den helt tætte sociale familie/omgangskreds. Gode veje til at mindske smitten kan f.eks. være at man for så vidt muligt begrænser samværet til ophold i ét rum i huset. Samtidigt skal man være ekstra opmærksom på rengøring og afspritning af rummet før og efter samværet, ligesom hyppig udluftning også er en god ide. Man kan bede de besøgende om at vaske hænder ved ankomst og sørge for, at der ikke deles håndklæder på badeværelset. Derudover kan man holde det indendørs samvær kort og eventuelt supplere med en gåtur eller lignende udendørs aktivitet. Det kan også være en mulighed, at man aftaler at lade sig teste før et planlagt samvær.

Hvis man som plejefamilie er særligt bekymret og ikke mener, at det fysiske samvær kan afholdes forsvarligt, har man mulighed for at kontakte kommunen med henblik på, at kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering i den enkelte sag kan træffe afgørelse om, at det midlertidigt er nødvendigt at ændre måden et samvær mellem et anbragt barn eller en ung og familie og netværk gennemføres på – fx digitalt.

Kommunalbestyrelsen kan dog kun træffe sådanne afgørelser, hvis der er tale om nødvendige tiltag for at forebygge og inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19) eller om en nødvendig prioritering af opgaver, herunder allokering af behandlings- og personalemæssige ressourcer.

Det er vigtigt, at plejebørn opretholder deres kontakt til deres netværk og biologisk familie under deres anbringelse, men samtidig står vi i en meget alvorlig og helt ekstraordinær situation med coronavirus, hvor det er nødvendigt at nedbringe smitten.

Derfor skal alle for så vidt muligt begrænse, hvor mange sociale kontakter vi ses fysisk med uden for vores hustand. Det kræver selvsagt en særlig opmærksomhed fra plejefamilier ved afholdelse af samvær for deres plejebørn. Derfor er der fastsat nye regler ( bekendtgørelse nr. 2170 af 22. december2020), som indebærer, at kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering i den enkelte sag kan træffe afgørelse om, at det midlertidigt er nødvendigt at ændre måden et samvær mellem et anbragt barn eller en ung og familie og netværk gennemføres på.

Dette kan fx betyde at visse dele af netværket må afholde samværet digtalt og andre må afholde det fysisk udendørs på en legeplads eller en gåtur.

Kommunalbestyrelsen kan dog kun træffe sådanne afgørelser, hvis der er tale om nødvendige tiltag for at forebygge og inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19) eller om en nødvendig prioritering af opgaver, herunder allokering af behandlings- og personalemæssige ressourcer.

Som kronisk syg er man særligt udsat ved Coronavirussygdom (COVID-19), og det er derfor særligt vigtigt, at man for så vidt muligt begrænser den fysiske kontakt med familie, venner og bekendte uden for sin husstand. Dette er naturligvis en udfordring, når andre i husstanden risikerer at bringe smitten hjem – fx når plejebørn har samvær med netværket. Derfor er der fastsat nye regler, som indebærer, at kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering i den enkelte sag kan træffe afgørelse om, at det midlertidigt er nødvendigt at ændre måden et samvær mellem et anbragt barn eller en ung og familie og netværk gennemføres på.

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling i de enkelte tilfælde. Det betyder, at kommunen skal afveje barnets eller den unges behov for samvær og kontakt med familie og netværk over for hensynet til at begrænse risikoen for smitte. Kommunen skal herunder være særligt opmærksom, hvis der på barnets eller den unges opholdssted, døgninstitution eller plejefamilie er børn eller voksne, som på grund af alder, sygdom eller funktionsnedsættelse i særlig grad har behov for beskyttelse mod COVID-19.

Kommunalbestyrelsen kan dog kun træffe sådanne afgørelser, hvis der er tale om nødvendige tiltag for at forebygge og inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19) eller om en nødvendig prioritering af opgaver, herunder allokering af behandlings- og personalemæssige ressourcer.

Som plejefamilie er man ofte en stor familie og et forsamlingsforbud på 5 personer kan derfor være en udfordring at overholde, når der også skal afholdes samvær med plejebørnenes netværk og hertil eventuelt støtteperson/psykolog/tolk.

Pga. den nuværende situation med Coronavirus er forsamlingsloftet sænket fra 10 til 5 personer. Forsamlingsloftet gælder dog ikke i private boliger og haver i tilknytning hertil, men det anbefales, at man højest samles 5 personer i private hjem inkl. egen husstand. Anbefalingen omfatter ikke husstande på mere end 5 personer.

Samværet skal derfor foregå inden for gældende regler og for så vidt muligt inden for gældende retningslinjer/anbefalinger. Kommunalbestyrelsen har derfor mulighed for efter en konkret vurdering i den enkelte sag at træffe afgørelse om, at det midlertidigt er nødvendigt at ændre måden et samvær mellem et anbragt barn eller en ung og familie og netværk gennemføres på, så smitterisikoen mindskes.

Kommunalbestyrelsen kan dog kun træffe sådanne afgørelser, hvis der er tale om nødvendige tiltag for at forebygge og inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19) eller om en nødvendig prioritering af opgaver, herunder allokering af behandlings- og personalemæssige ressourcer.

Afgørelser og aftaler om samvær efter forældreansvarsloven gælder fortsat, og det betyder, at et fastsat eller aftalt samvær fortsat skal gennemføres.

Det er dog også vigtigt at understrege, at myndighedernes retningslinjer for at begrænse coronavirus omfatter alle i Danmark - også familier der skal forholde sig til, at et barn skal til og fra samvær. 

Vi skal derfor opfordre til, at forældrene ligesom alle andre orienterer sig mod Sundhedsstyrelsens retningslinjer og finder frem til den mest fornuftige løsning for familien i den konkrete situation, herunder i tilfælde af sygdom. I udgangspunktet fortsætter det fastlagte samvær som planlagt, og barnet skal derfor også tilbage til bopælsforælderen, når et samvær er slut. Hvis barnet er vant til at se den forælder, det ikke bor hos, så har det betydning for barnet, at den sædvanlige kontakt med denne forælder fortsætter, hvis det er muligt. 

På familieretshuset.dk kan du finde yderligere oplysninger om samvær i den nuværende situation.

Hvis en borgers hjælpere bliver syge, og det ikke er muligt for borgeren at dække sig ind ved hjælp af vikarer mv., så skal kommunen træde til med hjælp. Kommunens forsyningsforpligtelse er bl.a. beskrevet i dette svar fra daværende social- og indenrigsminister til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg af 28. november 2016.

Hvis borgeren selv bliver syg, skal han/hun iagttage samme forholdsregler som alle andre.

For borgere, der ud over en ordning med BPA eller kontant tilskud også har en respiratorordning, er regionen med ind over ordningen, da de har myndighedsansvaret i forhold til den respiratoriske behandling, borgeren får fra sine hjælpere. Hvis en borger, som har en respiratorordning, bliver syg, bør borgeren hurtigst muligt lade sig indlægge og/eller kontakte det respirationscenter i regionen (øst eller vest), som han/hun er tilknyttet.

Med henblik på at mindske risikoen for smittespredning mest muligt vil det være relevant at benytte adgangen til dispensation. På den måde kan det sikres, at så få mennesker som muligt varetager funktionen som hjælper i hjælperordningen. Herved må man også holde sig for øje, at hjælperordningerne efter servicelovens § 95, stk. 3, er rettet mod nogle af de svageste borgere, som det er væsentligt at være særligt opmærksomme på i forhold til at undgå smitte. Hvis man ønsker en dispensation, skal man kontakte den kommune, der har bevilget hjælperordningen.

Hvorvidt det er muligt midlertidigt at ansætte en nærtstående som hjælper i hjælperordningen i stedet for de faste hjælpere for at minimere smitterisikoen, må afhænge af, hvordan de faste hjælperes ansættelseskontrakter er udformet.

Der kan således f.eks. være aftalt nogle opsigelsesvarsler, som umuliggør en midlertidig ansættelse af en nærtstående inden for rammerne af det tilskud, som kommunen har bevilget i ordningen.

Der kan ligeledes også være aftalt løn til hjælperne under hjemsendelse i nogle bestemte situationer, f.eks. ved epidemier eller pandemier som den aktuelle Corona-pandemi.

Det skal herved bemærkes, at den, der er arbejdsgiver i hjælperordningen, fortsat har ansvaret for at sikre, at udgifterne til hjælperløn ligger inden for det bevilgede tilskud, dog med forbehold for, at der kan komme øgede udgifter til vikardækning ved f.eks. sygdom eller karantæne blandt de faste hjælpere.

Der kan dermed være aftalt ting i hjælpernes ansættelseskontrakter, som umuliggør, at man midlertidigt kan ansætte en nærtstående som hjælper, hvis bevillingen fortsat skal kunne hænge sammen.

Ministeriet skal dog klart opfordre til, at den enkelte forsøger at minimere risikoen for smitte ved at have så få hjælpere omkring sig som muligt i denne tid, og der skal derfor også opfordres til dialog mellem borgerne og deres hjælpere og borgeren og kommunen med henblik på at finde frem til en løsning, der er holdbar i den aktuelle situation.

En forholdsregel i forhold til at minimere smitterisikoen er at forsøge at have så få hjælpere omkring sig som overhovedet muligt. En måde at opnå dette på kunne være at forlænge den enkelte hjælpers vagter, således at færre hjælpere leverer hjælpen.

Dog skal det herved bemærkes, at den, der er arbejdsgiver i den enkelte ordning, fortsat har ansvaret for, at de samlede udgifter til hjælperløn ligger inden for det bevilgede tilskud. Dette kan muligvis blive vanskeligt at sikre, hvis de inaktive hjælpere fortsat skal have deres faste løn, samtidig med at de hjælpere, der tager længere vagter, skal have mere i løn.

Desuden kan der også for de hjælpere, der tager længere vagter, opstå udfordringer i forhold til overholdelse af reglerne for arbejds- og hviletid, som man må være opmærksom på.

Ministeriet skal imidlertid opfordre til, at man, hvis man er kritisk udsat, prøver at mindske risikoen for smitte ved at have så få hjælpere som muligt omkring sig i den aktuelle situation, og der skal derfor også opfordres til dialog mellem arbejdsgiveren, arbejdslederen og hjælperne i ordningen og kommunen, så man i fællesskab kan finde frem til en god løsning.

Der er ingen nye hjemler til magtanvendelse på socialområdet.

Hvis der er mistanke om, at en borger er smittet, skal personalet altid forsøge at motivere borgeren til at blive i egen bolig ved brug af pædagogiske metoder og virkemidler som led i omsorgspligten.

Hvis dette ikke kan lade sig gøre, bør der så hurtigt som overhovedet muligt rettes henvendelse til sundhedsmyndighederne, som har udvidede beføjelser i forhold til f.eks. at bringe reglerne om isolation i epidemiloven i anvendelse, evt. med bistand fra politiet.

Hvis der efter kontakt med sundhedsmyndighederne foreligger en helt akut situation, kan personalet efter en konkret vurdering og efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne i den mellemliggende periode foretage det nødvendige for at sikre den pågældende borgers tilstedeværelse med henblik på at mindske smitterisikoen. Et sådant akut behov kan foreligge, hvor borgeren er diagnosticeret med COVID-19, har eventuelle symptomer på COVID-19, eller der er viden om, at den pågældende har været i tættere kontakt med smittede, og hvor den pågældende eventuelt udviser manglende forståelse for smitterisikoen. Det er således en forudsætning, at sikring af borgerens tilstedeværelse alene sker, indtil sundhedsmyndighederne kommer til stede og håndterer situationen.

Det er den myndighed, der måtte gennemføre foranstaltningen, der konkret skal vurdere, om betingelserne for det er opfyldt.

Ja. Hvis det på grund af den helt særlige situation er nødvendigt for at sikre barnet den nødvendige hjælp og samtidig undgå unødig smitterisiko, at barnet passes af mor eller far derhjemme, kan dette være udslagsgivende for, at betingelserne i servicelovens § 42 kan betragtes som værende opfyldt. Der vil derfor i sådanne situationer helt ekstraordinært kunne ydes midlertidig hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, også selvom barnets pasningsbehov under normale omstændigheder ville blive tilgodeset på anden vis.

Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, og der skal tages stilling til, om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er den bedst mulige løsning for barnet og familien. 

Kommuner og regioner står i den nuværende situation med en vanskelig opgave, der stiller store krav til det pædagogiske personale. At tage vare på udsatte borgere i en tid med en forandret hverdag kræver, at personalet erstatter vante rutiner med nye rutiner. For mange udsatte borgere er disse forandringer en stor omvæltning og kan i værste tilfælde resultere i et højt angstniveau, udadreagerende adfærd eller selvskadende adfærd.

VISO – Den nationale videns- og rådgivningsorganisation i Socialstyrelsen – tilbyder rådgivning via en socialfaglig hotline om corona. Derudover tilbyder VISO direkte telefonrådgivning via et landsdækkende leverandørnetværk, som kan komme med faglig rådgivning om konkrete borgere eller en bestemt målgruppe.

I personalets håndtering af den nye hverdag er der en række gode, faglige råd, som de kan læne sig opad.

Først og fremmest er det vigtigt, at det pædagogiske personale gennemgår de til enhver tid gældende retningslinjer på en konkret og forståelig måde for den enkelte borger. For borgere med et lavt funktionsniveau kan det hjælpe at bruge visuel guidning og fx tydeliggøre, hvor stor en afstand, der skal være mellem mennesker ved hjælp af tape på gulvet.

Derudover er det vigtigt, at det pædagogiske personale så vidt muligt begrænser den fysiske kontakt med borgerne og erstatter den fysiske kontakt med andre stimuli. For borgere med autisme eller udviklingshæmning kan det være gavnligt med stimuli som fx kugleveste eller massagestole. Det handler om at erstatte den fysiske kontakt med såkaldt berøring på afstand.

Hverdagen for alle er forandret. Også for udsatte borgere. Derfor kræver det, at det pædagogiske personale skaber ny struktur i borgernes hverdag. Det kan fx være at erstatte socialt samvær på et bosted med en gåtur med god, fysisk afstand.

1. Hvis borger/tilskudsmodtager selv er arbejdsgiver

Borgeren eller den, der er tilskudsmodtager i ordningen, skal henvende sig til sagsbehandleren i kommunen for at borgerens hjælpere kan få udleveret de værnemidler, som er nødvendige, fordi borgeren er under mistanke for eller syg med COVID-19.

Hvis sagsbehandleren i kommunen modtager en henvendelse fra en borger eller tilskudsmodtager om, at borgeren mistænkes for, eller har verificeret COVID-19 skal sagsbehandleren kontakte kommunens lagerdataansvarlige person med henblik på at borgeren eller tilskudsmodtageren kan få udleveret nødvendige værnemidler til hjælperne.

2. Hvis borger/tilskudsmodtager har indgået aftale om at overdrage sit arbejdsgiveransvar

For de private virksomheder og foreninger, der varetager arbejdsgiverfunktioner i hjælperordninger, er udgangspunktet at virksomheden/foreningen skal forsøge at skaffe de nødvendige Covid-19-relaterede værnemidler til hjælperne. Baggrunden for dette er, at der aktuelt ikke er mangel på værnemidler i Danmark.

I følgende ministersvar uddybes arbejdsgangen for private virksomheder/foreninger: https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/SOU/spm/445/index.htm. Regningen for køb af værnemidler skal efterfølgende sendes til kommunen og dækkes jf. udmålingsbekendtgørelsens § 10.

Hvis virksomheden/foreningen ikke kan skaffe værnemidlerne, skal borgeren/tilskudsmodtageren som beskrevet ovenfor kontakte kommunens sagsbehandler og proceduren beskrevet under punkt 1 skal anvendes.

Nej. Et barn, en ung eller en voksen, der tager ophold i sin aflastningsinstitution eller vender tilbage til sit anbringelsessted eller sit botilbud efter besøg, ærinder el.l. uden for tilbuddet, kan ikke nægtes adgang.

For borgere over 18 år er botilbuddet således at betragte som borgerens hjem. Det samme gør sig gældende for børn og unge anbragt uden for hjemmet.

Det skal desuden fremhæves, at anbringelsesstedet, aflastningsinstitutionen eller botilbuddet har indgået en aftale med kommunen om at levere en bestemt ydelse til den pågældende person, nemlig selve opholdet og hjælp og støtte i sammenhæng hermed. Det, at man som borger oplever udfordringer ved tilbagekomsten, skal ses i sammenhæng med denne aftale.

Der skal opfordres til, at alle overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om selvisolation af hensyn til at minimere smittespredning.

Der er mulighed for at gå i selvisolation i eget hjem, fritidsbolig eller lignende.

Derudover er der mulighed for frivillig isolation på en facilitet, som kommunen stiller til rådighed. Dette tilbud er målrettet personer, der er testet positive for COVID-19, er selvhjulpne og:

• Deler husstand med mange på et lille areal og/eller ikke har optimal rumadskillelse,
• Deler husstand med en eller flere personer i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19, som det er vanskeligt at sikre hensigtsmæssig afstand fra, eller
• Deler husstand med andre personer, som har vanskeligt ved at samarbejde med den smittede om isolation i hjemmet, f.eks. på grund af sociale problemer eller kognitiv funktionsnedsættelse.

Alle kommuner har oprettet isolationsfaciliteter, som det er muligt at blive visiteret til.

Ja. Hvis behovet er en følge af barnets funktionsnedsættelse, og den helt særlige situation gør det nødvendigt for at sikre barnet den nødvendige hjælp og samtidig undgå unødig smitterisiko, at barnet passes af mor eller far derhjemme, kan dette være udslagsgivende for, at betingelserne i servicelovens § 42 kan betragtes som værende opfyldt. Der vil derfor i sådanne situationer helt ekstraordinært kunne ydes midlertidig hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, også selv om barnets pasningsbehov under normale omstændigheder ville blive tilgodeset på anden vis.

Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, og der skal tages stilling til, om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er den bedst mulige løsning for barnet og familien.

Afslutningsvis bemærkes, at hvis behovet udelukkende er en følge af COVID-19 og forælderens arbejdsmæssige forhold, vil der ikke kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. I denne situation skal kommunen forholde sig til muligheden for at yde sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 58 c.

I forhold til de familier, der aktuelt befinder sig i en sådan situation, skal der først og fremmest opfordres til, at forældrene tager kontakt til deres arbejdsgivere med henblik på afklaring af, om det er muligt at få tildelt nogle anderledes og midlertidige arbejdsopgaver, som kan varetages hjemmefra.

I forhold til tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 skal der gøres opmærksom på, at der i ganske særlige tilfælde kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til begge forældre samtidigt i en kortere periode. Denne mulighed er tiltænkt ekstraordinære situationer, eksempelvis hvor barnet skal indlægges på sygehus og opereres, og det er nødvendigt, at begge forældre er til stede på grund af operationens alvor.

En kommune vurderes at kunne overveje at anvende denne mulighed, hvis behovet er en følge af barnets funktionsnedsættelse, og den helt særlige situation gør det nødvendigt for at sikre barnet den fornødne hjælp og samtidig undgå en ekstraordinær, overhængende smitterisiko, som vil kunne være til fare for barnet. Dette kan gøres, også selvom barnets pasningsbehov under normale omstændigheder ville blive tilgodeset på anden vis.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om hjælp og støtte efter den sociale lovgivning, herunder hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag og på den baggrund tage stilling til, hvad der er den bedst mulige løsning for det enkelte barn og den enkelte familie.

Afslutningsvis bemærkes, at hvis behovet udelukkende er en følge af COVID-19 og forældrenes arbejdsmæssige forhold, vil der ikke kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. I denne situation skal kommunen forholde sig til muligheden for at yde sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 58 c.

Det er afgørende, at alle borgere kan opnå adgang til ét af de regionale vaccinationssteder, hvor vaccinationen vil finde sted for nogle målgrupper.

Der er efter de gældende regler i sundhedsloven ikke mulighed for at yde befordring eller befordringsgodtgørelse til vaccination, der tilbydes ved regionale vaccinationssteder eller i udkørende vaccinationsenheder, når der ikke er tale om behandling hos egen læge, praktiserende speciallæge eller sygehusbehandling.

Derimod kan kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 117, stk. 1, beslutte at yde tilskud til befordring til vaccinationssteder for personer omfattet af målgruppen. Det vil sige personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som vurderes at være den gruppe af borgere, som kan have sværest ved selv at transportere sig til et vaccinationssted, som tilbyder vaccination mod covid-19.

Hvis en kommune efter servicelovens § 117, stk. 1, vælger at tilbyde tilskud til befordring til covid-19 vaccination for borgere omfattet af målgruppen, vil kommunen være forpligtet til ud fra et lighedsprincip at sikre, at alle borgere i tilsvarende situation modtager tilbud om en sådan befordring.

Sundheds- og Ældreministeriet har på denne baggrund opfordret kommunerne til at tilbyde befordring til vaccination for COVID-19 til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, i det omfang der er behov for, at borgeren transporteres til et vaccinationssted eller en udkørende vaccinationsenhed.

I tillæg hertil har KL den 18. december 2020 orienteret alle kommuner om denne opfordring, ligesom KL har taget initiativ til at sikre, at muligheden for hjælp til befordring fremgår af det borgerbrev, som alle borgere modtager i e-boks eller som brev.