Holbæk, Odense, Læsø og Rebild kommuner har søgt om lov til at hæve skatten for samlet cirka 266 millioner kroner. Alle de fire kommuner har i dag fået tilladelse til at sætte skatten op. Ansøgningerne kan dog ikke imødekommes fuldt ud, fordi de overskrider rammen på 200 millioner kroner. Det er det beløb, som landets kommuner må hæve skatten for, hvis andre sætter den tilsvarende ned. Det ligger i regeringens økonomiaftale med KL.
Det er nu op til de fire kommuner, om de udnytter den tildelte ramme. Og landets kommuner skal koordinere, at skatten ikke samlet set bliver højere i kommunerne i 2017. Regeringen har afsat en pulje til tilskud til skattenedsættelser for at motivere til dette. Hvis kommunerne samlet set forhøjer skatterne, udløser det en økonomisk sanktion over for den enkelte kommune og kollektivt for kommunerne.
Budgetterne og skattefastsættelsen for 2017 skal vedtages af kommunalbestyrelserne senest den 15. oktober 2016.
Kommunerne har mulighed for at regulere følgende skatter: Udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat, grundskyldspromillen og promillen for dækningsafgift af erhvervsejendomme. Derfor angives kommunernes tildelte andel af rammen som beløb.
|
Baggrund om skattepuljen
|
Yderligere oplysninger
Ministeriets pressetelefon, tlf: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)
Kontorchef Dorte Lemmich Madsen, dle@sim.dk, tlf.: 25 23 92 66

