Regeringen har sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti i dag indgået en aftale om en reform af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet, hvor den kommunale udligning samtidig bliver tilpasset. Med reformen bliver der indført et nyt gennemskueligt refusionssystem, hvor refusionssatsen som udgangspunkt er ens på tværs af ydelser – og falder over tid. Dermed gøres der op med indviklede refusionsregler, der både afhænger af, hvilken indsats kommunen iværksætter for den ledige, og hvilken ydelse den ledige modtager.
Reformen omfatter en lang række ydelser, fra arbejdsløshedsdagpenge til førtidspension, og er dermed den største reform af det kommunale finansieringssystem på beskæftigelsesområdet i en lang årrække.
Reformen skal danne rammerne for, at kommunerne kan fokusere beskæftigelsesindsatsen på den enkelte ledige og iværksætte netop de tiltag, som hurtigst muligt får ham eller hende tilbage i job.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard siger:
De ledige skal have hjælp til at finde den korteste vej tilbage i beskæftigelse. Med dagens aftale tager vi det sidste skridt for at sikre, at kommunerne vælger den indsats, der kan gøre en forskel for den enkelte. Nu har vi sikret, at der er frihed til opgaveløsningen og klarhed over økonomien, så al fokus kan rette sig mod de mennesker, det handler om.
-Morten Østergaard
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen siger:
Det skal være den enkelte arbejdsløses behov og ressourcer, der er i centrum for beskæftigelsesindsatsen – ikke systemet. Det er hovedtanken bag beskæftigelsesreformen – og det er det, som denne reform af refusionen til kommunerne skal understøtte. For kommunerne skal det altid klart bedst kunne betale sig at vælge en indsats, der er målrettet at hjælpe den enkelte arbejdsløse i job eller uddannelse. Sådan har det ikke været hidtil. Det retter vi op på nu.
- Henrik Dam Kristensen
Regeringen og forligspartierne er samtidig enige om at justere udligningsordningen, så de nye regler for refusion ikke skaber utilsigtede forskydninger i økonomien for de enkelte kommuner.
|
Fakta: Sådan lægges refusionen om
|
|
Fakta: Sådan justeres udligningsordningen
|
